Svær Depression – Hvordan fik du det bedre?

Dette indlæg vil være fortsættelsen til mit tidligere indlæg, hvor jeg fortæller hvordan det var for mig at have en svær depression. Det indlæg kan du læse her.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg bliver træt af at leve på denne måde, eller min mor har fået sagt nogle af de rigtige ting, men på et tidspunkt beslutter jeg, at jeg ikke vil have det sådan her længere. Jeg prøver at forestille mig en fremtid og finde ud af hvad det er jeg ønsker for mig selv. Jeg vil rigtig gerne have børn, hvor andre vil have store huse og dyre biler.
Mine fremtidige børn var den største grund jeg havde til at få det bedre. Jeg kunne jo ikke få børn og så have det så dårligt, vel? I en periode var de en levegrund, men jeg har fundet ud af at det ikke nytter noget, at leve for andre. Du kan ikke leve videre kun fordi det ville knuse din mor hvis hun mistede dig, eller fordi du svigter din lillebror ved at forlade ham. Du kan kun få din livsglæde tilbage, hvis du koncentrere dig om dig selv og dine grunde til at leve videre.

Så jeg havde altså noget arbejde foran mig, hvad var det egentlig jeg elskede ved at være i live? Min levegrund er nok bare kærlighed og det lyder cheasy, men jeg tror på kærlighed, hvor andre tror på en gud. Jeg tror på kærlighed til livet, til vores planet, altså selve jorden, alt det fantastiske jeg har set og det jeg kun har kunne drømme om.
Kærlighed til livet er svær at finde når man ikke tror på sin egen fremtid. Når alt ser helt sort ud og man går med en konstant tristhed og dårligt humør.
Men følelserne er det hele værd, det er et privilegium at føle. Uanset hvor ubehagelige følelser kan være, er det stadig bedre end slet intet at føle. Når først man har været igennem lange perioder med tomhed, sætter man pris på selv de dårligste følelser.
Det at jeg kan føle smerte, tristhed, had og vrede, er det der gør at jeg kan føle glæde, kærlighed, ro og ekstase. Jeg kan ikke få det ene uden det andet og det er jeg fint tilfreds med. Livet ville for mig intet være værd, hvis jeg ikke kunne føle alting.

Jeg har kærlighed til selv de mindste ting og da jeg kæmpede for at føle igen, opdagede jeg at jeg hele livet, på trods af negativiteten, har samlet på små kærligheder. Jeg elsker for eksempel at gynge, det er det tætteste jeg kommer på at kunne flyve selv. Jeg elsker musik så inderligt, det er den bedste medicin og følelsesforstærker.
Havet, solnedgange, stemningen på en lille tapasbar på Gran Canaria. At ligge i sin seng efter at have svømmet i havet hele dagen og stadig kunne mærke bølgerne. Når man kan se sine egne øjenvipper i sollyset.
Jeg opdagede disse ting, da de stille og roligt kom tilbage til mig, efter jeg havde åbnet op for at alt det positive, måtte få adgang til mit liv igen. Jeg kunne liste mange flere ting, så som tordenvejr, at komme hjem gennemblødt af regn og hoppe i nattøjet og kravle under en dyne og se film. Selv smerten når dit hjerte bliver knust har jeg lært at holde af.

Det lyder sikkert helt åndssvagt for mange mennesker, men jeg føler alting, til tider tror jeg, mere end andre.

Jeg synes næsten jeg får det til at lyde nemt, men i hele forløbet hvor jeg prøvede at få det bedre, var der så meget smerte. I de perioder jeg var fyldt med tomhed, skadede jeg mig selv. Jeg nev mig selv i stykker, kradsede mig selv i stykker eller skar i mig selv. Jeg skændtes med min familie og kunne kun rumme mig selv. Det var en helvedes kamp at få det bedre og selvom jeg følte igen, så kom alle de dårlige følelser først og det krævede alt jeg havde i mig at holde ud.

Taknemmeligheden for at være nået her til er så stor og jeg er stolt over at have overlevet så hårde ting. Jeg er ked af at jeg ikke har kunne bruge psykiatriens hjælp noget mere, men eftersom de ikke forstod mig, måtte jeg gøre hvad jeg kunne selv. Min familie fortjener en pris for at have udholdt og støttet mig, i de rigtig slemme tider.

Torsdag den 19. var jeg til samtale hos Central Visitationen inde i KBH, det er i Central Visitationen det bliver vurderet om man hører til i psykiatrien. Jeg havde bedt om en henvisning til psykiatrien igen, fordi jeg stadig har en del arbejde foran mig. Sygeplejersken som jeg snakkede med og overlægen blev enige om, at sende mig videre til Nordsjællands psykiatri med personlighedsforstyrrelse. Jeg er røget i voksenpsykiatrien fordi jeg fylder 18 om en måned. Jeg vil lave indlæg om min behandling løbende.
Hvis du vil læse om hvad en personlighedforstyrrelse indebærer, kan du læse mere om det her.

Tak for at du gad at læse med!