Svær Depression – Hvordan fik du det bedre?

blogdina

Dette indlæg vil være fortsættelsen til mit tidligere indlæg, hvor jeg fortæller hvordan det var for mig at have en svær depression. Det indlæg kan du læse her.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg bliver træt af at leve på denne måde, eller min mor har fået sagt nogle af de rigtige ting, men på et tidspunkt beslutter jeg, at jeg ikke vil have det sådan her længere. Jeg prøver at forestille mig en fremtid og finde ud af hvad det er jeg ønsker for mig selv. Jeg vil rigtig gerne have børn, hvor andre vil have store huse og dyre biler.
Mine fremtidige børn var den største grund jeg havde til at få det bedre. Jeg kunne jo ikke få børn og så have det så dårligt, vel? I en periode var de en levegrund, men jeg har fundet ud af at det ikke nytter noget, at leve for andre. Du kan ikke leve videre kun fordi det ville knuse din mor hvis hun mistede dig, eller fordi du svigter din lillebror ved at forlade ham. Du kan kun få din livsglæde tilbage, hvis du koncentrere dig om dig selv og dine grunde til at leve videre.

Så jeg havde altså noget arbejde foran mig, hvad var det egentlig jeg elskede ved at være i live? Min levegrund er nok bare kærlighed og det lyder cheasy, men jeg tror på kærlighed, hvor andre tror på en gud. Jeg tror på kærlighed til livet, til vores planet, altså selve jorden, alt det fantastiske jeg har set og det jeg kun har kunne drømme om.
Kærlighed til livet er svær at finde når man ikke tror på sin egen fremtid. Når alt ser helt sort ud og man går med en konstant tristhed og dårligt humør.
Men følelserne er det hele værd, det er et privilegium at føle. Uanset hvor ubehagelige følelser kan være, er det stadig bedre end slet intet at føle. Når først man har været igennem lange perioder med tomhed, sætter man pris på selv de dårligste følelser.
Det at jeg kan føle smerte, tristhed, had og vrede, er det der gør at jeg kan føle glæde, kærlighed, ro og ekstase. Jeg kan ikke få det ene uden det andet og det er jeg fint tilfreds med. Livet ville for mig intet være værd, hvis jeg ikke kunne føle alting.

Jeg har kærlighed til selv de mindste ting og da jeg kæmpede for at føle igen, opdagede jeg at jeg hele livet, på trods af negativiteten, har samlet på små kærligheder. Jeg elsker for eksempel at gynge, det er det tætteste jeg kommer på at kunne flyve selv. Jeg elsker musik så inderligt, det er den bedste medicin og følelsesforstærker.
Havet, solnedgange, stemningen på en lille tapasbar på Gran Canaria. At ligge i sin seng efter at have svømmet i havet hele dagen og stadig kunne mærke bølgerne. Når man kan se sine egne øjenvipper i sollyset.
Jeg opdagede disse ting, da de stille og roligt kom tilbage til mig, efter jeg havde åbnet op for at alt det positive, måtte få adgang til mit liv igen. Jeg kunne liste mange flere ting, så som tordenvejr, at komme hjem gennemblødt af regn og hoppe i nattøjet og kravle under en dyne og se film. Selv smerten når dit hjerte bliver knust har jeg lært at holde af.

Det lyder sikkert helt åndssvagt for mange mennesker, men jeg føler alting, til tider tror jeg, mere end andre.

Jeg synes næsten jeg får det til at lyde nemt, men i hele forløbet hvor jeg prøvede at få det bedre, var der så meget smerte. I de perioder jeg var fyldt med tomhed, skadede jeg mig selv. Jeg nev mig selv i stykker, kradsede mig selv i stykker eller skar i mig selv. Jeg skændtes med min familie og kunne kun rumme mig selv. Det var en helvedes kamp at få det bedre og selvom jeg følte igen, så kom alle de dårlige følelser først og det krævede alt jeg havde i mig at holde ud.

Taknemmeligheden for at være nået her til er så stor og jeg er stolt over at have overlevet så hårde ting. Jeg er ked af at jeg ikke har kunne bruge psykiatriens hjælp noget mere, men eftersom de ikke forstod mig, måtte jeg gøre hvad jeg kunne selv. Min familie fortjener en pris for at have udholdt og støttet mig, i de rigtig slemme tider.

Torsdag den 19. var jeg til samtale hos Central Visitationen inde i KBH, det er i Central Visitationen det bliver vurderet om man hører til i psykiatrien. Jeg havde bedt om en henvisning til psykiatrien igen, fordi jeg stadig har en del arbejde foran mig. Sygeplejersken som jeg snakkede med og overlægen blev enige om, at sende mig videre til Nordsjællands psykiatri med personlighedsforstyrrelse. Jeg er røget i voksenpsykiatrien fordi jeg fylder 18 om en måned. Jeg vil lave indlæg om min behandling løbende.
Hvis du vil læse om hvad en personlighedforstyrrelse indebærer, kan du læse mere om det her.

leblog

Tak for at du gad at læse med!

Svær Depression – Hvordan er det?

I dette indlæg vil jeg skrive om hvordan det føles, at have en svær depression og hvordan det påvirker ens hverdag.

Da min depression var værst, tænkte jeg meget på, at tage mit eget liv. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogen sinde ville få det bedre. Jeg gik ikke i skole, men var hjemme dagen lang. For det meste sov jeg eller så fjernsyn, for at slippe væk fra alle tankerne.
I mit hoved havde jeg ingen fremtid og jeg blev decideret irriteret over, at min mor prøvede på at få mig til, at se positivt på tingene. Hun kunne ikke på magisk vis sørge for, at jeg fik det bedre og det vidste hun godt. Alligevel gjorde hun alt for, at tingene så lidt lysere ud.

Vi kørte ture med høj musik på, det var og er en af mine måder, at tømme hovedet for alle tankerne på. I en lang periode var det også sådan, jeg blev rolig. Jeg gik og var meget rastløs, for jeg var fanget i hjemmet på grund af min angst og fordi jeg havde det for dårligt til, at komme afsted i skole. I denne periode skulle jeg ikke flygte fra tankerne på samme måde. Jeg tænkte ikke og jeg var helt følelsesløs og tom indvendig. Jeg kunne stadig ikke tro, at tingene ville blive bedre og det virkede nytteløst, at rende rundt og have det dårligt, når jeg kunne holde op med, at eksistere istedet.

Jeg havde ikke rigtig en fungerende hverdag, da jeg havde det dårligst. Jeg var isoleret og jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, jeg havde ikke lyst til noget overhovedet. I denne periode føler jeg ikke, at jeg har nogle venner. De kontakter mig ikke rigtig og jeg føler mig uønsket, så jeg lader dem være. Ensomhed er egentlig ikke det jeg føler, men jeg er meget alene. Alene med depressionen (uanset hvor meget min mor prøver, at overbevise mig om andet), alene i hele verden med de her følelser og jeg hadede det.

Hvad er Depression?

Depression er en meget almindelig sygdom. Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv.

Endnu flere oplever mildere former for depression. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression.

Depression er en meget ubehagelig sygdom, som mindsker livskvaliteten væsentligt. Den kan ødelægge livet både socialt og arbejdsmæssigt, og den kan bringe livet i fare på grund af selvmordsrisikoen.

Hvad er Tegnene på, at man har en Depression?

Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede. De føler sig ofte uhyre trætte og har umådeligt svært ved at tage sig sammen til noget som helst.

En deprimeret person plages ofte af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, vedkommende har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en særdeles pinefuld indre uro, rastløshed og angst, som gør, at de ikke kan finde hvile.

På grund af disse symptomer kan den deprimerede føle, at døden ville være en befrielse, eller at man ligefrem ikke fortjener at leve. Selvmordstanker ses ofte og bør altid tages meget alvorligt. Omkring 10-15 procent af de svært deprimerede begår selvmord, hvis de ikke får behandling.

Ovenstående tekst er taget fra:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm – her kan du læse mere om depression.

Hvis I vil læse om hvordan jeg fik det bedre, så vil der snart ryge et indlæg op omkring det. Hvis I vil være opdaterede med de nyeste indlæg, så kan I følge med på min Facebook side: https://www.facebook.com/dinalillies

Tak for at I gad, at læse med!

Misbrugsforældre

dinasblog

At leve med en far der har et hashmisbrug, er nok ikke det værste. Der er hårdere stoffer og alkohol ville nok have påvirket ham mere negativt.
Uanset hvad, så havde det nogle følger, der kunne mærkes i hverdagen.  Når jeg stod op om morgenen og skulle spise, var det ikke unormalt at udvalget af mad var meget småt, måske lidt rugbrød og et æble. Opvasken var altid stor og hjemmet var langt fra rent nok. Jeg havde godt nok opvaske tjansen med min bror, men når forælderen i hjemmet er ligeglad, så er børnene det også. Det lærer man at blive.

Det var sjældent jeg havde andet mad med i skole, end et par skiver tørt knækbrød. Jeg fik af mine klassekammeraters mad og nogle var søde at købe mig noget. Når jeg selv havde penge bestod min frokost for det meste af en energidrik og en myslibar.

Aftensmad var en sjældenhed og hvis der blev lavet noget, var der stor chance for at det var hurtig mad og ikke spor nærende. Jeg havde en lang periode, hvor jeg var hos min veninde hver – hveranden dag og her fik jeg mad morgen, middag og aften.

Jeg har ikke decideret sultet, men jeg har samtidig kæmpet med vægten og fået ballade af min far for det og så holder pizza og færdigretter altså ikke.

Udover de fysiske forhold, så har det haft en stor påvirkning på familielivet. Vi har været meget på hver sit værelse og ikke haft særlig meget kontakt til hinanden. Når min far kom hjem sagde han lige hej, men satte sig så derefter ind på hans kontor og ikke længe efter begyndte lugten af ristet tobak og hash at sprede sig i lejligheden. Vi ser ikke rigtig noget til hinanden før om aftenen klokken 20, hvor vi senest skal være hjemme for på det tidspunkt siger vi godnat. Efter 20 snakker vi ikke sammen og skal være dæmpede. Godnatkrammet var med en lettere bedøvet far, med røde øjne, der heldigvis var rolig, men helt sikkert påvirket og rimelig fraværende. Jeg var altid meget utryg i lejligheden og sov meget let og derved også dårligt.

Efter at have boet hos min far i 4 år, begynder jeg selv at ryge hash. Det var rart at få tankerne væk fra alle de ting, der fyldte i min hverdag og så var der noget selskab i det. På et tidspunkt siger min veninde, at hun synes det er ved at blive for meget og jeg stopper med at ryge hash.

En måneds tid eller to efter dette flytter jeg hjem til min mor og det var en kæmpe omvæltning.

 

Mit allerbedste råd til børn og unge, der lever i et misbruger hjem er helt sikkert at snakke med nogen om det. Jeg nævnte aldrig for folk, hvor meget jeg hadede at have en far der var påvirket hele tiden og dermed altid svigtede mig.
Fortæl det til en du stoler på, få en ven til at hjælpe dig med at snakke med en lærer,
skolepsykolog eller en anden voksen om det.
Hvis dine forældre på trods af misbruget er til at snakke med, så fortæl dem hvordan det får dig til at føle, når de drikker for meget eller for tit.
Nogle mennesker indser ikke problemerne, før de virkelig bliver gjort opmærksomme på dem.

Hvis dine forældres misbrug gør at du ikke lever i et rent hjem med ordenlig mad, eller at de slår dig, råber og skriger af dig og behandler dig dårligt, så synes jeg du skal snakke med nogle mere professionelle. Det kan være rigtig svært, men nødvendigt, så tag dig den tid du har brug for.
Jeg vil henvise til børnetelefonen, dem kan du ringe til på: 116 111
Ellers kan du tage op på kommunen og bede om hjælp.
Du må også meget gerne skrive til mig, hvis du mangler en at snakke med. Du kan kontakte mig på min mail: dinasofielillie@gmail.com
Eller på min facebookside:https://facebook.com/dinalillies -Her kan du også følge med i mit liv og blive opdateret med nye indlæg.

Jeg håber mine erfaringer og råd kan bruges.

Tak for at I gad læse med!

Min livshistorie

Billedet er af mig og min lillebror, fra 02′

Mit første indlæg kommer til at handle om min livs historie. Da der er sket mange betydningsfulde ting i mit liv, bliver dette indlæg nok lidt langt. 

Da mine forældre fandt ud af at de skulle have mig, var min far først rigtig glad, men efter noget tid sagde han til min mor at hun skulle få mig fjernet. Eftersom at min far(lad os kalde ham J) var en meget manipulerende mand, tog min mor på sygehuset.

Dog vendte hun hjem (som i nok kan regne ud) med mit liv intakt. Det er under graviditeten at J begynder at blive voldelig. Han tæver min mor og prøver på at skade mig, som jo ligger i min mors mave.

Jeg bliver født 30. April 97′ og lever et liv ude fra lejligheden og altid på vagt for J. Jeg oplever at blive smækket over fingrene med kattens vandskål fordi jeg synes det er sjovt at plaske i den, da jeg fortsætter den sjove leg, bliver jeg kastet hen ad gulvet og begynder at bløde fra munden.

Starten på mit liv var nok ikke den mest lyse. Volden fortsætter til 01′ hvor mine forældre endelig bliver skilt. Min mor, lillebror(fra 99′) og jeg selv får lov til at flygte fra J, da han nu har fået følelser for en kvinde fra jobbet. Min mor har ikke kunnet flygte med os før, fordi J har truet med at slå os allesammen ihjel.

Min mor, bror og jeg selv flytter i en lejlighed for os selv og har det godt når det bare er os tre. Weekenderne hos min far er ikke sjove, men på det her tidspunkt vil jeg gøre alt for at gøre min far glad. Det var jo synd for ham, hvis han selv skulle sige det altså.

I 03′ flytter vi til en anden by og bor hos min mormor og morfar. Her starter jeg på skole og kender ingen. Jeg er en meget genert pige, men får nogle rigtig gode venner. Selvom mit liv er positivt, så er der hele tiden en kæmpe negativ indflydelse fra J.

Da jeg er 8 år fortæller jeg at jeg ikke har lyst til at leve mere. Jeg havde længe gået og prøvet på at være positiv, men til sidst var der ikke noget at se frem til. Kommunen kan ikke hjælpe og min mor gør alt hvad hun kan. Vi puster alle de dårlige tanker i balloner og sender dem ud af vinduet, eller springer dem.

Jeg får det bedre i en periode og har et nogenlunde normalt liv. Her bor vi i en anden lejlighed med mors nye kæreste og hans datter der kommer ca. Hver anden weekend. Det er den tid i mit liv jeg husker som der hvor jeg havde en “rigtig” familie. Men min mor og hendes kæreste går fra hinanden i 07′

I 07′ dør min morfar af kræft. Efter 3 års kamp har kræften vundet. For mig var det som at miste min far. Han var det tætteste jeg nogensinde kom på at have en rigtig far og jeg savner ham og mangler ham stadig rigtig meget.

I november 07′ er min bror og jeg på ferie med J og hans familie. På 2 uger får J vendt helt op og ned på tingene i mit hoved og grunden til at jeg er ked af det og ikke har det godt, er ligepludselig på grund af min mor. Vi kommer hjem fra ferie og er hos mor 5 dages tid hvorefter vi skal på farweekend. Vi er nu blevet manipuleret godt og grundigt med og om søndagen siger vi til vores mor at vi ikke vil med hende hjem. Når jeg snakker om at jeg blev manipuleret med, synes jeg altid det lyder mærkeligt. Det var som hvis J slettede data på en computer og indskrev nyt.

Min bror og jeg bor hos J, starter på skole i vores fødeby og skal finde os til rette i nye omgivelser igen. J er langt fra den gode familiefar og ryger hash dagligt, det er sjældent der bliver lavet mad og jeg er altid rædselslagen for at gøre noget forkert. I april 10′ dør min farmor af kræft, i den periode fra vi flytter ind til J er hun min “støtteperson”, den voksne jeg føler jeg kan stole på. I maj 10′ kommer jeg på julemærkehjem, her har jeg en periode væk fra J og jeg har det godt. Jeg får nye venner og taber 20 kg.

Da jeg kommer hjem til J igen får jeg det dårligere og dårligere. J nedgør mig og kører på mig psykisk, får mig til at føle jeg er intet værd, dagligt. Sommeren 11′ tager jeg 50 piller og tumler op til min farmors gravsted. Min veninde kommer heldigvis til at ringe til mig og hun får mig til at fortælle hvad jeg havde gjort. Hun får mig kørt på hospitalet i en fart og jeg bliver udpumpet. Siden fik jeg ikke noget hjælp da J sagde jeg skulle takke nej og sige at jeg bare havde været dum. Han udtaler noget i stil af at han ønskede at jeg tog mit eget liv. Min mor var på dette tidspunkt ikke en del af mit liv. Jeg begynder at ryge hash og  at prøver glemme hvordan min virkelighed ser ud, er ikke særligt meget hjemme, men hos en veninde og i min farfars lejlighed, der for det meste er tom.

I 12′ flytter jeg fra J og hjem til mor, her giver jeg endelig slip på facaden og giver mig selv lov til at føle igen. Jeg bryder helt sammen og har flere måneder hvor jeg sover og ser tv. I november får vi hund og flytter langt væk fra J af og i december kommer min lillebror også hjem.

Jeg går med depression og angst til 13-14 hvor jeg endelig begynder at få det bedre, til dels fordi jeg i 13′ får min egen hund som hjælper mig med at komme ud af huset. På nuværende tidspunkt har jeg taget alle de tabte kilo og mange flere på igen, men jeg lærer at acceptere og holde af mig selv. Jeg kæmper for at se positivt på livet og finder grunde at leve for. På grund af depressionen og angsten har jeg ikke fået taget 9. Klasse og går nu og venter på at komme i gang med min uddannelse.

Der vil i fremtiden komme indlæg omkring hvad du kan gøre hvis du bor i et misbruger hjem, hvis du lever i vold eller psykisk terror, hvis du har depression og hvad man kan gøre ved sin angst. 


Dette er et nyt billede af mig, så kan I få ansigt på fortælleren. 

Tak for at I gad at læse med!